|
|
 |
Store firkanter sættes sammen, de glider fra hinanden, de afløses af farveflader som åbenbart bærer på et hemmeligt bål, siden de kan blusse op med en anden farve, netop som man puster ud i stilstanden.
Derefter opstår der et hjørne af et hjørne i det øverste højre hjørne. Det antydes med en fortrydning. Og det er der ikke noget at sige til: Sådan går det med de fleste perspektiverende linier, når man pakker dem sammen og pakker dem ud igen, hvor lysbølgerne skyller rummene rene. |
 |
|
|
|
|
|
 |
Det er faktisk som at stå på Mediernes Allé en tidlig morgentime. Modlyset skærer i øjnene, og skyformationerne, der normalt leger luftige skulpturer, er her omdannet til flade lærreder, fordi det er billedet, der dominerer denne morgen. Vær dog ikke i tvivl om, at det er tågen, der leverer materialet.
Og imens opstår sensationerne derude i horisonten og kommer gradvis nærmere. Det ligner gamle mord og luderskandaler. Avisforsider, der tunge af efterårsvand har rejst sig for at tage hævn over verdens utroskab. |
 |
|
|
|
|
|
 |
Det er de lange, glemte smøgers nat, og brændemærkerne ridser arkitektens grundplan frem. I piller, i kryds, i hanespær, i døråbninger, for sådan bygges huset og sådan kan det pilles ned igen. Efter nøjagtig den samme plan, blot læst, forstået og udført med baglænderens trang til at vende ting på hovedet, inklusive sin tid.
Hvad sker der, når man krydser et svulmende kornlandskab og en gammel happening? En kinesisk storby og et lille stykke Danmarkshistorie? Man får sprækker, der efterlader sin forgænger i en røgfane. |
 |
|
|
